Det Kvindelige blik II
Har kvinder et særligt kvindeligt blik på, hvordan de ser og opfatter verden? Det vil jeg undersøge i grafiske billedfortællinger skrevet og tegnet af kvinder.
For at starte helt fra begyndelsen, jeg har læst rigtigt mange tegneserier da jeg var barn. Min far elskede dem og købte, Lucky Luke, Splint & Co, Asterix, Linda og Valentin. Men det allerbedste var når han havde købt Prins Valiant, det ødelagde helt sikkert mit forhold til hvordan kvinder og mænd skulle se ud.
Det blev så rigtigt kedeligt da jeg kom i tyverne og jeg stoppede med at læse tegneserierne. I mine 30ér var der nogle interessante svenske indspark på den grafiske novelle som var ny for mig, bl.a. Joanna Rubin Dranger og Jesper Waldersten.
Jeg fik børn, det gik der rigtig meget tid med, men for 3-4 år siden hvor jeg var i Thiemers boghandel på Frederiksberg faldt mit blik på Signe Parkins, Grøde. En helt for mig ny måde at tegne en fortælling på. Senere i samme butik købte jeg også Rikke Villadsens, Ind fra Havet. De her bøger illustrerer hvordan mit rimeligt konventionelle forhold til en fortælling skulle være, blev vendt på hovedet. Begge bøger udfordrede mig, de var uforståelige, intuitive og dragende fordi de samtidigt talte til et sted dybt i mig som havde savnet denne måde at beskrive verden på.
I næste uge vil jeg gå dybere ind i hvad jeg finder så inspirerende ved bøgerne.




