Det Kvindelige blik XII
Har kvinder et særligt blik på, hvordan de ser og opfatter verden? Det vil jeg i denne BLOG undersøge ved at tage udgangspunkt i den grafiske novelle skrevet og tegnet af kvinder.
“Jeg har forsøgt at besvare dit spørgsmål i mere end to måneder og har opdaget, at jeg ligger i et umuligt spændingsfelt.” Sofie Kragh-Müller
Sådan starter Sofie Kragh-Müller f 1974. Skønlitterær forfatter. Sidste udgivelse; Uskyldens Kronologi. Roman, Jensen&Dalgaard, 2025. www.sofiekmuller.dk
Sofie fortsætter; “Men det spændingsfelt er netop “det kvindelige blik”: At der er særlige forventninger og forestillinger om, hvad og hvem man er udelukkende på grund af ens køn. Det er også at blive betragtet som en krop, som nogle mænd synes de grundlæggende har ret til. Utallige oplevelser af at blive taget på uforvarende af fremmede mænd, piftet af, tiltalt seksuelt nedladende eller truende. Men samtidig på den anden side skamme sig over de samme erfaringer og tænke “var det egentlig så slemt”. Men, ja, det var det jo, både de enkelte ting og summen af dem.”
“Når jeg tænker på det kvindelige blik, så peger det dels mod netop den slags erfaringer, men også ind i et opgør med, hvordan en tegneserie “skal se ud” for at være en rigtig tegneserie. ” Sofie Kragh-Müller.
“Som teenager drømte jeg om at blive tegneseriekunstner og en af de ting, der holdt mig tilbage var, at jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle blive teknisk dygtig nok… I dag arbejder jeg dels som romanforfatter og dels på tværs af kunstformer, men som regel i samarbejde med andre.” Sofie Kragh-Müller.
Sofie Kragh-Müller arbejder lige nu som forfatter til to tegneserie projekter med henholdsvis Tom Kristensen og Johanne Kjær Svendsen.
“For et par år siden tog jeg selv tegneseriemediet op igen med karakteren Knud - det Universelle menneske. Knud er en karakter, der går rundt med sin oppustede lolitadukke i en snor og er mit forsøg på at tage magten tilbage med humor, at pege ind i den normaliserede mandschauvinisme. At generobre mit rum ved at sætte det ind i et univers som viser, hvor absurd det er, når mænd kan blive enige om, at “problemet med kvinder” er, at de seksualiserer det offentlige rum. I forhold til figuren, så har jeg et ømt forhold til ham.” Sofie Kragh-Müller.




Sofie bliver mødt af dilemmaet når hun tegner “Knud”, det er ok hvis kvinder tegner kvindeliv, men når hun tegnede “Knud” så blev hun kaldt mandehader. Et dilemma som jeg møder igen og igen. At fremhæve kvinder og kritisere en normaliseret mandschauvinisme gør ikke kvinder automatisk til “mandehader”, der er brug for at vi ser ind i disse strukturelle og kulturelle betingede syn på kønnene.
“Min ældste datter er opkaldt efter Nikoline Werdelin, som jeg tror er den første, og i mange år den eneste, kvindelige tegner i Danmark, som behandlede det at være kvinde i et mandesystem i stribeformat. Jeg tænkte dengang ikke specielt over, at det var aktivistisk eller politisk. Jeg synes bare hun var sjov. På et tidspunkt kom StineStregen og Maren Uthaug med sine pindemænd, hvilket var en kæmpe forløsende provokation and the rest is history...” Sofie Kragh-Müller.
Lige nu er hun nysgerrig på den bølge af kvindelige tegnere i mellemøsten og hvordan tegnere med forskellige baggrunde beskæftiger sig med “kønsspørgsmålet”.
På et tegneserieforløb for nogle år siden, mødte Sofie den finske tegneserieentusiast
Taina Hvidlykke, som gjorde hende opmærksom på det eksperimenterende tegneserienetværk, Kutikuti. Især Amanda Vähämäki “med sin ekspressive tegnestil, hvor den konkrete hverdag møder noget surrealistisk mørkt og destruktivt” fremhæves. “Det er et spejl ind i den side af moderskabet, hvor man også længes efter sit eget rum, ikke at være noget for andre, at slippe ud og væk, men kommer til at lade frustrationen gå i retning af de alt for små børn. Det er en gyser!” Sofie Kragh-Müller.




Tidligere Bidrag: Annemette Bramsen, Clara Selina Bach, Matilde Digmann, Christine Reinwald.
#graphicnovel #thefemaleglaze #illustration #detkvindeligeblik #femaleartist #grafisknovelle #comic #tegneserier


